Klubben er lukket pga COVID-19

Kære medlemmer af Vestbyens Rideklub.

Det er en ekstraordinær situation som vi skal håndtere lige nu. Derfor har ledelsen og bestyrelsen kontinuerlig søgt råd både hos Dansk Rideforbund og hos Aalborg Kommune, for at følge myndighedernes anbefalinger og påbud på bedste vis.

DRF har i morges meldt klart ud til os, at alle klubbens indendørs faciliteter skulle lukkes for al aktivitet.

Aalborg Kommune har lige meldt følgende ud: “Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 10.00 – et midlertidigt forbud mod indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv., herunder bade- og legelande, biografer, teatre, fitnesscentre og solcentre. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 30. marts 2020.

Hermed bliver opfordringerne fra sidste uge om at lukke indendørs faciliteter til et egentligt forbud mod at holde dem åbne... For foreninger, hvor opretholdelse af dyrevelfærd er påkrævet, vil det være muligt at tilgå lokalerne i det omfang, det er nødvendigt”. 

 

Generelt så opfordres vi til at tage udmeldinger fra regeringen, ministerier og HM dronningen dybt alvorligt, hvorfor vi bør lukke så meget ned for aktivitet som overhovedet muligt. Det betyder at kun absolut nødvendige opgaver udføres og at adgangen til stalden begrænses mest muligt.

Derfor har bestyrelsen besluttet for at lukke al adgang til rideklubben indtil den 30. marts for alle brugere; inkl. opstalder og parter. Det vil sige alle opgaver som er relateret til dyrevelfærd fremover varetages af vores daglig leder Cecilie Andreasen.

Vi er klar over at det er en klar forringelse for alle, men vi er nødt til at forholde os til de officielle udmeldinger.

Det vigtigste på dette tidspunkt er at vores dyr bliver fodret, får adgang til deres fold og deres bokse bliver muget. Krisen er ikke kun i Vestbyens Rideklub, men i hele Europa og i store dele af verden. Vi har alle sammen ansvar for at lytte til myndigheders udmeldinger trods vores individuelles frustrationer.

Vi håber på alles forståelse og opbakning af rideklubbens beslutninger, især når man, som privat opstalder eller part er pålagt endnu flere restriktioner. Vi glæder os til at komme på den anden side af krisen, og kunne nyde samværet med vores dyr og en masse gode aktiviteter i fællesskab.

 

I øvrigt kan vi henvise til www.coronavirus.dk, samt paraplyorganisationernes hjemmesider.

Venlig hilsen

Ledelsen & bestyrelsen

Vestbyens Rideklub